Den søde Kagedåse, Sif, skrev engang på Twitter, at jeg er dronningen af Klutzerei. Det kan godt være, hun brugte andre ord, men det var dét, der var meningen med udsagnet. Dronningen af Klutzerei. Men hvad ér klutzerei!?
Tjoh.
En dag, jeg skulle til lægen, så han på min ene håndryg og spurgte, om jeg havde kat. “Nej,” svarede jeg og forklarede tøvende, at jeg havde skrabet hånden, da jeg en dag kom i karambolage med en (gammeldags, trekantet) vinkelmåler, som stak op af blyantsholderen, da jeg rakte ud efter lampen på skrivebordet. Lidt efter sad lægen mellem mine ben (det var dén slags undersøgelse) og pegede på indersiden af mit ene knæ og spurgte, hvad jeg så havde lavet dér? Jeg overvejede at finde på en historie, for det var ærligt talt et mærke af en størrelse og et omfang, så man tænkte, at det jo umuligt kunne lade sig gøre at få det uden at mærke noget. Jeg svarede blot, at jeg havde slået mig, fordi jeg selv havde opdaget mærket om morgenen uden at vide, hvor det kom fra.
En dag på arbejde skulle jeg forbi min kollegas skrivebord, og i forbifarten fik jeg knaldet håndryggen ind i det eneste skarpe hjørne på hans skrivebord. Jeg bandede som en sømand, og det gav anledning til en snak om, hvordan man nemt kan fejlbedømme borde og kanter. Dørrammer for eksempel. Eller gelændre. Fritstående borde. Den slags ting, som slår hårdt. Mens vi talte, og jeg sad og gned min stakkels forslåede hånd, pegede han på min anden hånd og spurgte, ligesom lægen, hvad jeg havde lavet dér?! Nåja, det vidste jeg godt. Der havde jeg jo sat min hånd på kanten af ovnen, da jeg lige skulle vende pladen med pomfritter.
Dén slags er klutzerei.
Og Sif har ret. Jeg ér virkelig god til det. Jeg har en særlig evne, måske et talent, for at klutze. I vildskab. Og det må også være derfor, jeg lige nu mangler huden på og i stedet har et blåt mærke og en udtalt ømhed i min højre pegefingerkno, som i går mødte den afrundede kant på en toiletrulleholder på et konferencecenter.
Av for helvede.