Verpülte klutzerei!

Den søde Kagedåse, Sif, skrev engang på Twitter, at jeg er dronningen af Klutzerei. Det kan godt være, hun brugte andre ord, men det var dét, der var meningen med udsagnet. Dronningen af Klutzerei. Men hvad ér klutzerei!?

Tjoh.

En dag, jeg skulle til lægen, så han på min ene håndryg og spurgte, om jeg havde kat. “Nej,” svarede jeg og forklarede tøvende, at jeg havde skrabet hånden, da jeg en dag kom i karambolage med en (gammeldags, trekantet) vinkelmåler, som stak op af blyantsholderen, da jeg rakte ud efter lampen på skrivebordet. Lidt efter sad lægen mellem mine ben (det var dén slags undersøgelse) og pegede på indersiden af mit ene knæ og spurgte, hvad jeg så havde lavet dér? Jeg overvejede at finde på en historie, for det var ærligt talt et mærke af en størrelse og et omfang, så man tænkte, at det jo umuligt kunne lade sig gøre at få det uden at mærke noget. Jeg svarede blot, at jeg havde slået mig, fordi jeg selv havde opdaget mærket om morgenen uden at vide, hvor det kom fra.

En dag på arbejde skulle jeg forbi min kollegas skrivebord, og i forbifarten fik jeg knaldet håndryggen ind i det eneste skarpe hjørne på hans skrivebord. Jeg bandede som en sømand, og det gav anledning til en snak om, hvordan man nemt kan fejlbedømme borde og kanter. Dørrammer for eksempel. Eller gelændre. Fritstående borde. Den slags ting, som slår  hårdt. Mens vi talte, og jeg sad og gned min stakkels forslåede hånd, pegede han på min anden hånd og spurgte, ligesom lægen, hvad jeg havde lavet dér?! Nåja, det vidste jeg godt. Der havde jeg jo sat min hånd på kanten af ovnen, da jeg lige skulle vende pladen med pomfritter.

Dén slags er klutzerei.

Og Sif har ret. Jeg ér virkelig god til det. Jeg har en særlig evne, måske et talent, for at klutze. I vildskab. Og det må også være derfor, jeg lige nu mangler huden på og i stedet har et blåt mærke og en udtalt ømhed i min højre pegefingerkno, som i går mødte den afrundede kant på en toiletrulleholder på et konferencecenter.

Av for helvede.

 

Status på årets gang

Jeg gad godt finde ud af, hvordan hukommelse hænger sammen. Og hvorfor ting associeres, grupperes og huskes netop sådan.

For en uge siden havde jeg fødselsdag, hvilket ofte kan give anledning til en status for året, som er gået siden sidste fødselsdag. Samtidig er fødselsdage for mig også startskuddet for at sætte julen i gang, og i går havde jeg derfor brandybønner med hjem fra Netto. Og fordi jeg så et Instagram med juletema, kom jeg lidt til at sætte gang i min juleplayliste.

Og så opdagede jeg, at min hukommelse og mine minder hænger tæt sammen med stemninger. For da jeg stod og hapsede en bønne i mig og nynnede med på Raveonettes’ uforlignelige Christmas Song, tænkte jeg udelukkende på, hvor jeg var for et år siden, da selv samme stemning satte ind.

For et år siden havde min mand og jeg ikke noget sted at bo. Vi var flyttet fra vores lejlighed uden at have et sted at flytte hen, så vi boede i min mands vens toværelses på 60-65 kvm sammen med vennen, mens vores ting stod i kælderen hos en anden ven. Vi sov på en luftmadras i stuen, og det var temmelig trangt. Helt utroligt god ven, sådan at lade os møve ind og belejre hjemmet. Der var dog også gode ting; vi lavede mad til ham, vi støvsugede, og vi gjorde i det hele taget, hvad vi kunne for at hygge om ham. Især da han brækkede sin overarm og blev noget handicappet. Da passede vi ham faktisk lidt, stakkels mand. Lavede frokost til ham, lavede kaffe, handlede, ordnede sager. For tid havde vi jo. Min mand var nemlig holdt op med at gå i skole, og han havde endnu ikke fundet et praktiksted. Og mig, jeg var jo færdig og havde fået specialekarakter en måned forinden, så jeg var det der ‘arbejdsløs’.

Hjemløse, arbejdsløse, praktikløse brugte vi vores dage på pasning af Den Brækkede Arm, jobdatabaser og Boligportalen. Det var dér, vi var for et år siden.

Derfor er det så rart at se tilbage nu.

Nu, hvor vi har en charmerende, stor og billig lejlighed, min mand har fået et godt job inden for sit meget afholdte fag, og jeg er blevet #BibloIbs, selvom det indtil videre blot er frem til marts. Hver dag er god for os, og det er skønt. Det så vi ikke komme, da vi boede sammen med Den Brækkede Arm og længtes efter gode ting i livet. Godt, de kom alligevel.

Selvfølgelig sidder autoriteten i skoene!

I dag har jeg fine sko på på arbejde. Det har jeg ikke haft siden den dag, jeg startede på biblioteket.

Den dag gjorde jeg mig fin, fordi jeg ville gøre et godt indtryk. Men den dag opdagede jeg også, at fine sko, der siger klakklak, når man går, larmer helt utroligt meget, når man valser omkring i de stille gange på biblioteket. Og jeg larmer i forvejen så rigeligt ved bare at være mig.

Så dagen efter var det på med de bløde convøjser og nu, hvor tiderne er skiftet, er det på med de bløde(re) lædersko med en bette hæl, som ikke klakker.

Men i dag er anderledes.

I dag skal jeg være vært for 12 russere, der er rejst fra Kaliningrad for at høre, hvad vores bibliotek er og kan og vil. Og så kan jeg ikke stille op i bløde og rare sko. Jeg vil have en sko, som autoritært gjalder ned ad gangen, og som ser prof og voksen ud på min fod. Mindst. Se selv.

Dagen derpå

Ting, jeg godt ville have sagt til Ellen Hillingsøe:

1. Hvor er du gudesmuk.
2. Hvor er du gudesmuk.
3. Fik jeg sagt, du er gudesmuk?

Ting, jeg godt ville have sagt til Erlend Loe:

1. Kigger du alle i øjnene på dén her måde?

Ting, jeg godt ville have sagt til Jens Nauntofte:

1. Hej måske. Eller ‘Du er sej’. Noget. Et eller andet. I stedet for bare at måbe over, at han sagde noget til mig, og så træde til side, så han kunne komme forbi.

Ja, jeg var til BogForum i går, og det var rigtig fantastisk. Signeret bog af Loe. From Hell til 128,- kr. Patti Smiths Just Kids for en halvtredser. Og lutter herlige mennesker fulde af historier, fortælleglæde og kærlighed til bøger.

Erlend Loe læser op af Fvonk.

 

Memory Lane

Jeg har altid været et lidt barnligt menneske. Ikke sådan, at jeg kaster mig på gulvet og får hissy fits som en 5-årig, når jeg er sulten eller utilfreds (selvom jeg har lyst til det), mere sådan, at jeg falder i svime over film som Find Nemo og Monsters Inc., og stadig elsker Dunderklumpen og andre koryfæer fra min barndom. For eksempel synes jeg stadig, efter at have set filmen mere end ti gange, at det er spændende, når Marlin og Nemo er liiiiige ved at finde hinanden og så alligevel går skævt af det.

Og jeg omfavner det barnagtige, for jeg synes, det er hyggeligt. Det er måske også lidt derfor, jeg elsker julen og højtider, pynt og løjer. Jeg er selvfølgelig også et voksent menneske, og meget af det bunder nok lidt i nostalgi, for det er alligevel dejligt at tænke tilbage på forne tiders lille storhed, som er lidt uldent i kanten og falmet i farverne på den helt vildt vintageperfekte måde.

Da jeg gik i 8. klasse, havde Børneradio oplæsning om mandagen. De havde Carsten Overskov til at læse en historie så livagtigt og fæ-no-me-nalt (mindst!), at jeg mandag efter mandag skyndte mig hjem fra skole for at sidde foran mors anlæg i stuen og høre radio.

Historien, han læste, var Klodernes Kamp, og jeg har senere lånt den på biblo som voksen. Det er en kort fortælling med en lidt flad og alt for hurtig slutning. Egentlig var jeg skuffet over den. Men Overskov, mand, som han kunne få mine ører til at stå ret sammen med de små hår i min nakke.

Og nu er han online med det. Bonanza har smidt ham og hele molevitten på nettet, og jeg skal helt sikkert høre det hele igen. Og måske igen!

Uh, se mig!

Henne i Blogland er der rigtig tit nogen, der bliver heldige, når der er giveaways. Og det er rigtigt tit, der er giveaways. Og det er faktisk også rigtig tit, jeg deltager i dem for at tiltuske mig lækre sager som termokander i kobber, te i fine dåser eller smykker til at bære om halsen. Og det er så ikke lige rigtig tit, jeg er heldig.

Men nogle gange, bare nogle få gange hist og pist, er det simpelthen mig, der trækkes frem i lyset og vinder noget. Og det skete for nylig hos Pille, som havde fået en sjov tegneserie tilsendt og lov til at udlodde en ekstra på bloggen. Jeg deltog ved at fortælle, at det dejlige ved tegneserier er, at jeg først haster igennem dem. Iler fra et billede til det næste, skynder mig at læse den fra ende til anden. Ikke så meget af lyst som af begærlighed og må-vide-mere-hed. Men så bagefter, med roligt åndedræt og nye øjne, læner jeg mig tilbage og læser den igen. Og igen. Og en gang mere. For at få det hele med.

Det skrev jeg hos Pille. Og så var det, at det var min kommentar, der blev udtrukket, og det var mig, der vandt en spritny tegneserie, som hedder Pope Hats. Tegneserien udgives på Damgaard Media af Ole, som gav Pille de to hæfter og altså sendte det ene til mig. Den søde mand.

Og hør lige. Jeg fløj igennem den. Gemte den lidt. Fløj igennem den igen. Og nu har jeg læst den måske en god håndfuld gange efterhånden. Og den bliver bedre og bedre. Stregen er sikker, stilen er fin, og humoren er lige mig. Et spøgelse som følgesvend. Fabelhaft. Den eneste anke jeg overhovedet har mod hæftet er, at der ikke er nok af det. Jeg vil have mere. Og jeg glæder mig, til det kommer!

Pope Hats, postkort og personlig hilsen.

Logik for gakkede

Eller måske ikke. Måske slet ikke logik?

I hvert fald. Jeg var i biffen tidligere i år. Nogen fra mit arbejde skulle holde oplæg omkring zombiefilm, og jeg tænkte, det var alle tiders chance for at hive Husbond med ind i mørket til noget klammo shit. Og det var det.

Oplægget var godt, Brad Pitt var god, og filmen var vederstyggeligt uhyggelig. Mindst. I zombiefilm er en af reglerne, at zombierne er langsomme. Selv dårlige løbere kan som regel løbe fra dem (indtil de er omringet og våbenløse og må dø alligevel). Men i World War Z var zombierne hurtige. Lynhurtige. Dødsenshurtige. Og det var skræmmende.

Så skræmmende for en sart sjæl som min, at det sad i mig længe efter. Jeg har lyst til at skrive “et par dage” efter, men sandheden er, at jeg faktisk stadig kan blive spooked, når jeg tænker på de lede, lynkvikke zombiesvin. Og jeg så den i juli.

Nogle dage efter bifturen var jeg alene hjemme en aften, og jeg skulle vaske mit ansigt på vej i seng. Jeg stod foran spejl og vask og gjorde det vådt, kom sæbe i fjæset OG HØRTE EN LYD FRA GANGEN!

Blev helt stille. Overvejede tjept hvor meget det egentlig ville svide i øjnene, hvis jeg bare åbnede dem i panik for at få øje på de uhyrlige horder af pure opspind, som helt hundrede stod bag badeværelsesdøren ganske klar til at æde mig.

Jeg måtte virkelig parlamentere med mig selv for ikke at give efter for trangen. Talte med den voksne stemme indeni, som sagde, at der for helvede ikke findes zombier. Og at hvis de endelig faktisk var lige bag den pjevs af en bette trædør, så ville de have taget mig længe før, jeg kunne nå at få sæben ind i øjnene. Og det blev hovedet på sømmet. Ansigtet blev gnubbet, skyllet, tørret, cremet efter alle kunstens regler, og så åbnede jeg døren. Naturligvis var jeg stadig alene hjemme.

Lige indtil jeg skulle have linserne ud og sove! Og lige indtil jeg vågnede af en lyd om natten! Lige indtil jeg var i bad og havde shampoo i håret! LIGE INDTIL. Alt muligt. You get the picture. Jeg var pissebange. I dagevis. For lyde. For stilhed! For zombier.

Som absolut slet ikke findes.

I aften har jeg været i biffen igen. Kollega holdt intro til Kvinden i buret, og vi skulle da med. Effektiv thriller med suspense og gys ud over det hele. Og en psykopat, der udtænker klamme hævnscenarier med grusomme modbydeligheder mod kvinden. Som psykopater gør ude i virkeligheden.

Og mig? Ja, jeg kan snildt være alene det næste år uden at være bange for ham. Eller andre. Som faktisk findes.

Gak siger jeg jo!

Tak for i aften!

Chancen

Nogle gange spiller man højt spil, og enhver, der læste med her i gamle dage eller følger mig på Twitter, vil vide, at jeg ved gud har haft mine skærmydsler med Tajming og uheldige sammentræf, som sjældentpågrænsentilaldrig falder ud til min fordel.

Og da jeg fik en mail på arbejdet, om at årets julefrokost ligger den 7. december, cirka en måned og nogle dage efter udløbet af mit vikariat, da vidste jeg godt, hvad jeg lavede. Jeg vidste godt, det var overlegen hybris og stupid legen med ild, da jeg sendte en anden mail til min onkel og skrev, jeg ikke kunne komme med til deres julearrangement på grund af kalenderclash.

Jeg havde en utryg tyngde i mellemgulvet, da jeg trykkede ‘Send’, for jeg vidste godt, jeg i det allermindste burde vide bedre end at prøve at snyde skæbnen, men jeg gjorde det alligevel. Jeg sendte mailen, håbede og spillede det høje spil. Og så vandt jeg sgu på en måde. I hvert fald blev mit vikariat i går forlænget året ud, og jeg skal fandme med til den julefrokost! Nogle gange er Tajming slet ikke så slem en kost! 

2013

Nytåret kom og gik, og året er 11 dage gammelt allerede. Jeg er blevet opfordret af flere til at blogge noget mere, og siden sidste indlæg er fra midten af august, virker det ok fair at sige, at der ikke er overvældende med aktivitet her på Ordningen.

Mens jeg lige tager tilløb og overvejer bloggens fremtid, vil jeg gøre status på nytårsforsætterne, for selvom vi endnu er i årets spæde start, kan man jo godt have nået noget og derfor gøre lidt op. Forsættene var:

• Spis en romkugle.
  
• Gå mere i biffen.
• Få et job.
• Drik bedre kaffe.
• Tal pænere.
• Bliv klippet bare én gang. 

Og lad os så se.

Romkugler. Eller trøfler, som de oftest kaldes her i Jylland. Jeg har spist fire. Og jeg har drukket kaffe til. Og for at det ikke skal være løgn, gik jeg i en fin butik og købte fin kaffe, altså bedre kaffe. Men jeg var ikke imponeret, så nu maler jeg Café Noir og drysser dén i stempelkanden med vand, før jeg varmer og skummer mælk og hælder i koppen. Så bedre kaffe er også opnået. Og da stempelkanden er min og blot kræver lidt arbejde, bliver jeg ved med det. Tror jeg.

Biffen har jeg ikke været i siden engang i december, hvor jeg så Hypnotisøren. Som var åndssvagt spændende; glemte at trække vejret flere gange. Og Persbrandt er sådan en dejlig svensker. Men der er hele tre film, som jeg hele tiden tænker på for tiden, og som jeg må se. Dén skal vi nok nå.

Tale pænere er lidt et longshot, for jeg bander virkelig meget. Alt for meget. Uklædeligt meget. Og jeg bør holde op. Jeg øver mig, og det kommer nok.

At blive klippet. Jeg har ikke været til frisøren, siden jeg boede i Aarhus, og jeg husker ikke, hvornår jeg var hos frisøren dér heller. Men i går var jeg faktisk forbi en salon her i Randers, og nu har mit hår en helt fin og lige afslutning. Og en lidt sundere udstråling.

Job job job. Nyuddannet og uerfaren. Det er ikke så ligetil. Men jeg sendte en megakæk ansøgning til et rætti smart og prof reklamebureau i Aarhus, da jeg så, de manglede en tekstforfatter. Og på trods af manglende erfaring og et eksamensbevis med vådt blæk, kom jeg faktisk til samtale. Ok, jeg fik ikke jobbet, men nu søgte de en, der kunne levere prisvindende koncepter, og dém har jeg ingen af i bagagen, så det er ok. Men jeg kom til samtalen! Og jeg fik masser af guldkorn hos dem, og ikke mindst fik jeg det med, at det faktisk gavner at skrue rundsave på albuerne, selvtillid i papiret og møve sig frem i verden. Så jeg forestiller mig, at også dette forsæt vil blive nået.

Tre ud af seks. Og vi har ikke engang den 15. endnu. Jeg tror på mig selv med det her.

Bakkedal

Nederen: at gå på apo efter Fluconazol to dage før man endelig skal være sammen med Kæreste en hel uge, når man kun har set ham fire-fem dage hele den sidste måned.

Opperen: at man ikke ved, hvor mange piller, man skal have, eller hvor tit man skal tage dem, fordi det for en gangs skyld er så længe siden, man fik dem sidst, at man simpelthen har glemt det.