Eller måske ikke. Måske slet ikke logik?
I hvert fald. Jeg var i biffen tidligere i år. Nogen fra mit arbejde skulle holde oplæg omkring zombiefilm, og jeg tænkte, det var alle tiders chance for at hive Husbond med ind i mørket til noget klammo shit. Og det var det.
Oplægget var godt, Brad Pitt var god, og filmen var vederstyggeligt uhyggelig. Mindst. I zombiefilm er en af reglerne, at zombierne er langsomme. Selv dårlige løbere kan som regel løbe fra dem (indtil de er omringet og våbenløse og må dø alligevel). Men i World War Z var zombierne hurtige. Lynhurtige. Dødsenshurtige. Og det var skræmmende.
Så skræmmende for en sart sjæl som min, at det sad i mig længe efter. Jeg har lyst til at skrive “et par dage” efter, men sandheden er, at jeg faktisk stadig kan blive spooked, når jeg tænker på de lede, lynkvikke zombiesvin. Og jeg så den i juli.
Nogle dage efter bifturen var jeg alene hjemme en aften, og jeg skulle vaske mit ansigt på vej i seng. Jeg stod foran spejl og vask og gjorde det vådt, kom sæbe i fjæset OG HØRTE EN LYD FRA GANGEN!
Blev helt stille. Overvejede tjept hvor meget det egentlig ville svide i øjnene, hvis jeg bare åbnede dem i panik for at få øje på de uhyrlige horder af pure opspind, som helt hundrede stod bag badeværelsesdøren ganske klar til at æde mig.
Jeg måtte virkelig parlamentere med mig selv for ikke at give efter for trangen. Talte med den voksne stemme indeni, som sagde, at der for helvede ikke findes zombier. Og at hvis de endelig faktisk var lige bag den pjevs af en bette trædør, så ville de have taget mig længe før, jeg kunne nå at få sæben ind i øjnene. Og det blev hovedet på sømmet. Ansigtet blev gnubbet, skyllet, tørret, cremet efter alle kunstens regler, og så åbnede jeg døren. Naturligvis var jeg stadig alene hjemme.
Lige indtil jeg skulle have linserne ud og sove! Og lige indtil jeg vågnede af en lyd om natten! Lige indtil jeg var i bad og havde shampoo i håret! LIGE INDTIL. Alt muligt. You get the picture. Jeg var pissebange. I dagevis. For lyde. For stilhed! For zombier.
Som absolut slet ikke findes.
I aften har jeg været i biffen igen. Kollega holdt intro til Kvinden i buret, og vi skulle da med. Effektiv thriller med suspense og gys ud over det hele. Og en psykopat, der udtænker klamme hævnscenarier med grusomme modbydeligheder mod kvinden. Som psykopater gør ude i virkeligheden.
Og mig? Ja, jeg kan snildt være alene det næste år uden at være bange for ham. Eller andre. Som faktisk findes.
Gak siger jeg jo!
Tak for i aften!
ordnings 